Her skal du bo i New York – Soho & Lower East Side

Høje bygninger i Soho på Manhattan i New York City
Soho på Manhattan

Da jeg i efterårsferien skulle rejse til New York for første gang, havde jeg forventet så hektisk en stemning, at byen ville være trættende i længden. Efter at have besøgt byen i en uge, var jeg helt forgabt i den – meget mere end jeg havde forventet.

En stor del af grunden til, jeg blev så forelsket i byen var netop, at den viste sig også at være enormt hyggelig. Selvom jeg var helt smadret hver aften, på grund af det hektiske miljø, fandt jeg også nogle områder af byen, der føltes som små oaser.

New York er hektisk

For New York som by kan nemlig både byde på det helt hektiske, i en skala vi ikke er vant til at se i Europa, men også på mere afslappede bydele, hvor bygningerne ikke er lige så høje, og det vrimler med hyggelige kaffebarer, restauranter og butikker. Hvis du vil opleve det helt vilde, overvældende New York, vil jeg anbefale at du besøger 5th Avenue, der nok er byens mest kendte shoppinggade. Derudover er Times Square helt sikkert også en af de vigtigste seværdigheder man skal tikke af på sin tur.

View over hektisk byliv på Times Square i New York fyldt med biler og fodgængere
Hektiske Times Square

Jeg vil dog ikke anbefale, at man planlægger at opholde sig på disse steder hele ugen – så får man simpelthen ikke oplevet, hvor meget New York egentlig kan. Det er steder som Lower East Side og SoHo, der virkelig viser, hvor hyggelig New York kan være, og som er de områder man længes efter længe efter man har forladt byen.

Det er også disse to områder jeg vil anbefale, at man booker sit hotel i, når man skal på ferie i New York. Selvom Times Square umiddelbart ser mere central ud, er det ekstremt billigt og nemt at komme rundt i byen med Subwayen, og hvis du bor i SoHo eller Lower East Side, vil jeg mene at du kommer til at opleve en roligere base og ser det ægte New York fremfor det mere turistede.

Soho & Lower East Side er cool

SoHo er ligesom 5th Ave også en af de bedste steder at shoppe i byen. Her finder du alle de velkendte butikker, men også mindre, der har flere specielle varer end de gængse butikker.

5th Avenue i New York set fra oven med en række af de kendte gule taxier i billedet.
5th Avenue – New York

Det bedste ved SoHo er dog stemningen og arkitekturen. Her er bygningerne som sagt ikke så høje, og de er ekstremt velholdte, med træer langs vejen, og næsten alle bygninger har de velkendte brandstiger på facaden. SoHo er med andre ord det gamle New York, bare ekstremt velholdt.

Udsigt over skyline på Lower East Side i New York.
Lower East Side

Lower East Side minder meget om SoHo, men her er der længere mellem de fancy kaffebarer og giver dig, mere end Soho, en fornemmelse af, at der her også bor mennesker mere normale indkomster. Man finder dog også et væld af gode restauranter og hyggelige gader i Lower East Side.

Kort over New York City