Guggenheim museet

Kun få museumsbygninger i verden kan med rette påstå at være kunstgenstande i sig selv. Frank Lloyd Wrights Solomon R. Guggenheim museum for moderne kunst må dog siges at tilhøre denne eksklusive klub.

Museet, som blev opført mellem 1956-1959, opfylder stadig sit oprindelige formål – at fremvise værker fra det 20. århundrede (primært malerier og skulpturer).

Det helt usædvanlige spiraldesign har været kontroversielt og ivrigt debatteret, allerede før den første sten blev lagt. Til dels fordi der faktisk slet ikke blev lagt en eneste sten. Bygningen er en kontinuerlig cementstøbning formet som et sandfarvet bånd, der løber fra bunden og bliver bredere mod toppen. Det giver en behagelig organisk effekt.

Konstruktionen resulterer i mangel på vinduer, hvilket dog til dels opvejes at det store åbne atrium, som løber langs centret. Fra alle vinkler oplyser dette ovenlys alle vægge. Mange af værkerne virker dog lidt dunkle grundet gårampen, som kurver sig rundt indvendigt i bygningen.

Lloyds havde oprindeligt forestillet sig, at besøgende skulle tage elevatoren til toppen og i et afslappet tempo bevæge sig mod bunden via gårampen og nyde værkerne undervejs. Langt de fleste besøgende vælger dog også at gå op. Bygningens design er hele turen værd.

Langs væggene fremvises værker af nogle af det 20. århundredes største navne: Picasso, Pissaro, Giacometti og Kandinsky. Sågar et par værker af Lichtensten. Såvel skulpturer som malerier konkurrerer om et stykke jævnt vægplads at være på. De fleste overflader følger nemlig bygningens runde kurver.

Grundet manglen på flad vægplads og jævnt gulv har der siden museets fødsel været mange klager over, at der ikke er nok plads til at fremvise værkerne. Problemet er delvist blevet løst ved at opføre et tårn på 10 etager bag den originale bygning. Tårnet giver primært plads til malerier, imens det oprindelige museum indeholder mange skulpturer.