Bronx Zoo

Bronx ZooSiden den for første gang åbnede sine porte i 1899, har Bronx Zoo været en af verdens førende zoologiske haver med sit store antal dyr fra hele verden. På den tid udstillede haven 843 dyr. I dag huser haven mere end 4.500 dyr på sine 265 hektarer. Disse tusinde dyr, som primært opholder sig på udendørsarealer, udgør mere end 600 forskellige arter. I Bronx Zoo kan man opleve alt fra krokodiller og afrikanske vildhunde til oddere og sæler.

Congo-gorillaens skovmiljø er en af de nyere attraktioner, men også en af de bedste. Med samme nøjsomhed, som det er tilfældet for den med rette verdenskendte San Diego Zoo, har opsynsmændene i Bronx Zoo sørget for omgivelser til primaterne, som næsten ikke kan skelnes fra deres naturlige omgivelser.

Selvom der opkræves en mindre ekstra entre for adgang til dette fantastiske miljø, er det alle penge værd. Man kan bl.a. opleve sorte og hvide Colobus-aber, høge og lavlandsgorillaer. Skoven, der er beplantet med bambuskrat og græsmarker, byder, foruden de mange dyr, også på 400 plantearter. Her bor også den første gorilla født i New York.

Jungle World er en ganske udmærket pendant til skovmiljøet. Denne indendørs regnskov er genskabt på fortræffelig vis og fremviser flere sjældne botaniske arter. Her kan man se gibbonaber, næsehornsfugle, tapirer samt mange enestående træer og planter.

En anden afdeling af haven (Baboon Reserve) indeholder et udtørret flodleje, hvor der er opstillet en kunstig arkæologisk udgravning. Her kan besøgende lære mere om, hvordan videnskabsfolk studerer pattedyrs historie og lære mere om Gelada-bavianens evolution.

Oplev også udstillingen ”Journey to the Himalayas” hvor man kan se den usædvanlige røde panda, den ensomme sneleopard og andre sjældne arter fra dette område.

En af de nyeste afdelinger er ”Tiger Mountain”. Denne afdeling huser adskillige tigere, som kan opleves legende i vandet eller blot sovende på en varm dag.

Bronx Zoo, som holder åbent året rundt, huser mange af verdens truede dyrearter. Foruden de mange dyr man kan opleve, er der også mange videoudstillinger, mindeplader og naturligvis en butik hvor yderligere oplysningsmateriale er tilgængeligt.

Haven er lettilgængelig via en expressbus fra Manhattan eller via undergrundsbanen. Se mange flere informationer på den officielle hjemmeside for Bronx Zoo.