Brooklyn Bridge

Brooklyn BridgeBrooklyn Bridge er en af verdens mest fantastiske broer. Hvem havde troet, at en kørebane af stål kunne afføde så megen debat og passion? Ikke desto mindre er det tilfældet, hvad angår Brooklyn Bridge, både før konstruktionen blev igangsat og helt frem til i dag.

Projektet, som tog flere år om overhovedet at blive påbegyndt, blev igangsat af John A. Roebling, som allerede i år 1867 have skabt andre bemærkelsesværdige broer. Der var mange finansielle og politiske magtkampe i spil, mens Brooklyn og Manhattans borgere blot kunne vente på sidelinjen.

I 1870 blev konstruktionen endelig igangsat. Desværre uden J. A. Roeblings deltagelse, da han i mellemtiden var gået bort grundet en skade pådraget på byggepladsen. Hans søn Washington, som nu også gik for at være en dygtig broingeniør, overtog straks ledelsen af projektet. Han kastede sig ind i projektet med stor iver, men pådrog sig desværre også en alvorlig skade. Han blev invalideret grundet dykkersyge. For store mængder nitrogen ophobet i sænkekasser (store vandtætte cylindre som husede udstyr og mandskab under East River) forårsagede dykkersygen, når folk kom tilbage til overfladen. På den tid kendte man desværre ikke meget til årsagen.

Nogenlunde i bedring, men dog sengeliggende, fortsatte Washington ledelsen af projektet fra sin lejlighed. Den mere aktive ledelse af projektet blev overdraget til hans hustru Emily. På trods af mange forhalinger, grundet politisk indblanding, økonomiske aspekter og konstruktionsvanskeligheder, førte deres samarbejdet til broens færdiggørelse i 1883.

På sin første dag blev den nye kørebane over East River, som forbinder Lower Manhattan til Brooklyn Height, besøgt af 150.000 mennesker og 1.800 biler. Hver person betalte én cent for at krydse broen. Prisen var 5 cents for køretøjer. Broen var en kunstnerisk, finansiel og teknologisk succes.

Dette nationalhistoriske landemærke leder i dag dagligt mere end 140.000 køretøjer over sin 486 meter lange kørebane. Broen er letgenkendelig på sine to gotiske tårne (84 meter høje), som bærer hængekablerne.

Den dag i dag er det stadige et fantastisk syn at nyde broen på afstand for efterfølgende at gå turen over med udsigt over Manhattan. Den blæsende tur kan tilbageligges på en halv til en hel time. Undervejs er der flere platter, som fortæller historiske godbidder om konstruktionen.

Fra broen kan fodgængere desuden også se Frihedsgudinden på den sydlige spids af Manhattan. Også Verrazano-Narrows Bridge, som forbinder Brooklyn med Staten Island, kan ses i det fjerne.

Bronx Zoo

Bronx ZooSiden den for første gang åbnede sine porte i 1899, har Bronx Zoo været en af verdens førende zoologiske haver med sit store antal dyr fra hele verden. På den tid udstillede haven 843 dyr. I dag huser haven mere end 4.500 dyr på sine 265 hektarer. Disse tusinde dyr, som primært opholder sig på udendørsarealer, udgør mere end 600 forskellige arter. I Bronx Zoo kan man opleve alt fra krokodiller og afrikanske vildhunde til oddere og sæler.

Congo-gorillaens skovmiljø er en af de nyere attraktioner, men også en af de bedste. Med samme nøjsomhed, som det er tilfældet for den med rette verdenskendte San Diego Zoo, har opsynsmændene i Bronx Zoo sørget for omgivelser til primaterne, som næsten ikke kan skelnes fra deres naturlige omgivelser.

Selvom der opkræves en mindre ekstra entre for adgang til dette fantastiske miljø, er det alle penge værd. Man kan bl.a. opleve sorte og hvide Colobus-aber, høge og lavlandsgorillaer. Skoven, der er beplantet med bambuskrat og græsmarker, byder, foruden de mange dyr, også på 400 plantearter. Her bor også den første gorilla født i New York.

Jungle World er en ganske udmærket pendant til skovmiljøet. Denne indendørs regnskov er genskabt på fortræffelig vis og fremviser flere sjældne botaniske arter. Her kan man se gibbonaber, næsehornsfugle, tapirer samt mange enestående træer og planter.

En anden afdeling af haven (Baboon Reserve) indeholder et udtørret flodleje, hvor der er opstillet en kunstig arkæologisk udgravning. Her kan besøgende lære mere om, hvordan videnskabsfolk studerer pattedyrs historie og lære mere om Gelada-bavianens evolution.

Oplev også udstillingen ”Journey to the Himalayas” hvor man kan se den usædvanlige røde panda, den ensomme sneleopard og andre sjældne arter fra dette område.

En af de nyeste afdelinger er ”Tiger Mountain”. Denne afdeling huser adskillige tigere, som kan opleves legende i vandet eller blot sovende på en varm dag.

Bronx Zoo, som holder åbent året rundt, huser mange af verdens truede dyrearter. Foruden de mange dyr man kan opleve, er der også mange videoudstillinger, mindeplader og naturligvis en butik hvor yderligere oplysningsmateriale er tilgængeligt.

Haven er lettilgængelig via en expressbus fra Manhattan eller via undergrundsbanen. Se mange flere informationer på den officielle hjemmeside for Bronx Zoo.

Broadway

Broadway - New YorkLangs Broadway på Manhattan er der flere ting at se og opleve, end hvad mange andre storbyer kan tilbyde totalt set. Broadway byder på business, teatre, spisesteder, butikker og en række kendte bygningsværker.

Hvor Broadway møder Fifth Avenue (ved 23. gade), ligger Flatiron-bygningen. Denne strygejernsformede bygning ligger på en trekantet grund. Den 21 etager høje kontorbygning har tiltrukket mange nysgerrige blikke siden færdiggørelsen i 1901.

En anelse længere oppe ved 233 Broadway ligger Woolworth-bygningen med sit middelalderlige ydre. Bygningen stod færdig i 1913 og var på det tidspunkt den højest af sin slags i New York. Den blev senere slået af Chrysler-bygningen. Der er dog forholdsvis højt til loftet på de enkelte etager, så bygningen er cirka lige så høj som en moderne skyskraber på 80 etager.

Blot ti minutter længere mod nord ligger Times Square, kendt Verden over for sine neonlys nytårsaften og de mange Broadway teatre. Om dagen er Times Square blot et fortravlet område, hvor taxaer suser forbi og hvor New York Times udgiver dagens avis. Om aftenen danser lysene om kap og byen begynder at danse til den nyeste broadwaymelodi.

Billige ”last minute” billetter til nogle Broadway shows kan købes hos TKTS, hvis man altså ikke har noget imod at stå i kø. Den lille gadebod tilbyder helt op til 25-50% rabat på nogle billetter.

Et byfornyelsesprojekt i 1990’erne gjorde det halvgustne område mere sikkert og familievenligt. Blandt andet i form af en Disney-forretning, Virgin Megastore, klubber med stand-up comedy og meget andet.

Men der er også mange restauranter at spise på, butikker at shoppe i og en masse mennesker at glo på for den nysgerrige turist. En god middag i The Rainbow Room i Rockefeller Center lige nord for Times Square ved 48. gade kan anbefales.

Fortsætter man turen rundt blandt disse kendte varetegn, vil man før eller siden støde på Columbus Circle ved 59. gade. Her er optaget mange kendte film og desuden kan man opleve det gigantiske Paramount (Gulf & Western) Communications-bygning, som ligger ovenpå indgangen til undergrundsbanen.

Hvis man drejer skrapt til venstre ved hjørnet af Central Park og fortsætter et par karréer mod nord, når man til Lincoln Center. Et center for musik og dans der ligger ved 62. gade. Her ligger American Ballet Theater, the Joffrey og andre virksomheder. Desuden huser centret også New York Philharmonic, Metropolitan Opera og Juilliard-skolen.

Så uanset om du er til teater, god mad, shopping eller bare er ude for at ose, så har Broadway noget for enhver smag.